All of Nature Flows Through Us
Log ind
» Marc Quinn kommer til KUNSTEN
Et tæt omslynget par med misdannede arme og ben. Et kranie invaderes af svulstige blomster. Skeletter støbt i bronze med ild omkring sig. KUNSTEN åbner nu den første udstilling i Danmark af den verdenskendte, britiske kunstner Marc Quinn, hvor temaer som død, passion, skønhed og seksualitet kommer til udtryk i, hvad der ligner, klassiske skulpturer og malerier.
Marc Quinn (f. 1964) tilhører generationen af Young British Artists, der i 1990’erne brød igennem med et brag på kunstscenen. Gennembrudsværket var værket Self – en afstøbning af kunstnerens eget hoved, fyldt med kunstnerens eget blod. Siden har Marc Quinn arbejdet med skulptur og maleri i et til tider voldsomt og direkte formsprog.
All of Nature Flows Through Us tager sit afsæt i en række nye værker, flere af dem skabt under inspiration fra en rejse til Indien. Hele udstillingen bringer med sine vidt forskellige udtryk en række eksistentielle og religiøse temaer up to date. Udstillingen viser et bredt spektrum af Marc Quinns arbejde på dansk grund og er både foruroligende og eksistentiel, nytænkende og klassisk, faretruende og optimistisk.
Udstillingen, der er skabt i samarbejde med Kistefos Museet i Norge, er den første samlede præsentation af Marc Quinn i Danmark. Marc Quinn har udstillet verden over og er repræsenteret i en lang række private og offentlige samlinger.
Arrangementer
Publikum kan få indsigt i udstillingen gennem søndagsomvisninger. Første gang den 22. januar kl. 15. Desuden afholder blandt andet Folkeuniversitetet foredrag den 7. februar, hvor museumsdirektør Gitte Ørskou fortæller om Marc Quinn.
Katalog
I forbindelse med udstillingen udgives et rigt illustreret katalog med tekster af museumsdirektør, mag.art Gitte Ørskou og den norske kunsthistoriker Nora Ceciliedatter Nerdrum.
Udstillingen åbner for pressen og andre inviterede fredag den 20. juni kl. 15. Åbningstale ved den britiske ambassadør i Danmark Nick Archer, samt virksomhedsejer, forfatter og bestyrelsesformand Christian Stadil.


