Klub Husfred Præsenterer: Engelsholm Højskoles Sangskriverlinje + Roar Amundsen og Per Worm
Log ind
Denne aften får Klub Husfred besøg af en pæn stak sangskrivere, når Engelsholm Højskoles sangskriverlinje præsenterer et hold af de tilknyttede elever til en intim koncert med den gode sang som omdrejningspunkt.
Kig forbi og hør talentmassen fra et af landets knudepunkter og rugekasser for nye talenter i Danmarks spirende sangskrivermiljø give en smagsprøve på hvordan inspirationen og kreativiteten blomstrer i de gamle bygninger på Engelsholm.
De optrædende er alle fra sangskriverlinjens efterårshold, der startede i august og en hel del af aftenens kunstnere og elever er ganske sikkert nogle navne der vil være værd at holde øje og øre med i de kommende år på den danske musikscene.
Tanja Luise
vil fange dig med sin intense, fortællende måde at synge på, og tage dig med ind i sit univers af simple og melankolske sange, som mest af alt handler om kampen for den kærlighed som måske slet ikke findes.
www.myspace.com/tanjaluisemusic
Ida Wenøe Bach
forsanger i det prisvindende band Boho Dancer, spiller alternativ folk med inspiration fra country og rock. Med sine stærkt sammenskruede kompositioner synes hun stædigt at fange beskueren i en sfære af melankoli og inderlighed.
www.bohodancer.com
Signe Kristiansen
skriver eftertænksomme popsange, der primært har danske tekster. Signe har tidligere sunget en del jazz og soul, og det kan tydeligt høres i den måde hun fremfører numrene på. Hun er en sanger der formår at få fortællingen frem i sangene.
Nanna Schannong
har i en alder af 19 år skabt et univers af melankolske melodier der er ført an af en velklingende og velspillet guitar. Samtidig er der i Nanna Schannongs stemme en uskyldig ærlighed, som fremfører teksternes forunderlige tvetydighed.
www.myspace.com/nannaschannong
Anma
Opererer i et spinkelt men stadig atmosfærisk lydunivers, der svøber sig om en blid stemme og engelske tekster.
http://www.myspace.com/anmabibi
Disse og et par flere af eleverne på højskolens sangskriverlinje vil denne aften give en forsmag på det talent og den kreativitet der udfolder sig bag den gamle skoles historiske mure.
Ydermere vil to af underviserne på sangskriverlinjen betræde scenen med nogle af deres egne sange:
Per Worm
Den nordjyske sangskriver med de spidse sange har tidligere besøgt Huset og plejer som oftest at være garant for sange der kommenterer rigets tilstand og hverdags danskeren med skarpe observationer og en vis portion humor.
www.perworm.dk
Roar Amundsen
skriver nærværende og ligefremme danske sange, der inspirationsmæssigt trækker på både højskolesangbogen og den nyere danske sangskrivertradition. Teksterne er i fokus og universet er en blanding af vise, pop og folk.
www.roaramundsen.dk
Kig forbi til denne hyggelige aften, hvor sangskrivning af høj kaliber og en bred vifte af helt nye kunstnere er i fokus, når vi byder Engelsholm Højskole indenfor i Huset.

