What the fukt?

Mathies Brinkmann Jespersen - 19/4-09

What the fukt?

 Wow wow wow, min F.U.K.T-debut kunne nok ikke blive meget vildere. Det var rigtig voldsomt og rigtig godt. Du ved, det der drum 'n' bass der trykker godt på brystet. Det er god drum 'n' bass og det er helt perfekt live!

 
F.U.K.T stod for at skabe en helt igennem fantastisk fest og det var svært ikke at holde af. Rummet blev fyldt med en brummende og gyngende støj, som var svær ikke at nikke med hovedet og flytte fødderne til. Det virkede helt igennem perfekt, at musikken blev skabt på baggrund af et live band og ikke kun et par computere med programmerede toner. Jeg gad godt høre meget mere F.U.K.T og det skal helt sikkert gøres live!
 
Arme og ben fik en ordentlig svingom, fordi det er det deres musik er skabt til. Man burde klæde sig ud til sådan en koncert. Skabe sig tosset, bære en hat lavet af knæklys og smelte sammen med musikken. Jeg har svært ved at sætte musikken i bås med meget andet jeg har hørt - der var masser af bas, der var vilde trommer, der var electronica, der var funk, der var kaos. Det var fedt nok.
 
Franske Birdy Nam Nam mødte op i en halvsløj version af sig selv med en halveret bemanding af vinylen, hvilket dog ikke var til at mærke på deres optræden. Ufortrøddent blev der mashet godt rundt i diverse klub-favoritter, hvilket var med til at forvandle Studenterhusets sal til ét stort dansegulv. Det passede perfekt på en fredag aften i Aalborg og det var dejligt med det internationale besøg - Studenterhuset har oppet sig godt her i de første måneder af 2009! RJD2 og Birdy Nam Nam! Jeg er skuffet over, at de ikke formåede at lokke 2 Many DJs herop og forventer selvfølgelig en kompensations-booking a la Justice til efteråret.
 
Umiddelbart da jeg afsluttede aftenen var jeg gement skuffet; Birdy Nam Nam var slet ikke hvad jeg huskede dem som - en legendarisk optræden på Roskilde for et par år tilbage sidder klistret fast på min nethinde som noget et af de fedeste DJ live-set nogensinde - men når jeg nu sidder her og reflekterer, var det måske alligevel ikke så slemt endda. Selvom jeg manglede fire DJs, otte pladespillere, en bandopbygning af numrene og en smadren rundt i syge remixes, så var det vel et godt kompromis der stillede op fredag aften. Når jeg er kommet ud over det faktum, at det var en helt anden udgave af Birdy Nam Nam, så var det jo rent faktisk ret fedt. Og det er vel det, som det hele går ud på?
 
Det er en af de første gange, at jeg har oplevet, at en koncert med et internationalt navn har været dyrere på Studenterhuset i forhold til spillestederne i København og Århus, men det var fantastisk at folk troppede op gjorde aftenen til én stor fest!
 
Du kan i fotogalleriet for aftenens koncert se om du kan spotte nitusind.nu's helt egen Jonas W.!
 

 


Relaterede Artiker




Annonce


Annonce