Nationen råber op om finanskrise, besparelser og krige i en anden verden, men vi sidder nu stadig blødt og godt i vores designermøbler og nyder varmen fra radiatoren, mens blæsten fyger udenfor. Sidst i 20’erne var det i Tyskland en helt anden historie – her var der for alvor krise og første verdenskrig spøgte stadig i de hærgede gader. 7 unge mennesker kæmper en kamp for at finde mening i denne grålige tilværelse mens de samtidig forsøger at undgå det borgerlige fællesskab uden at gå til grunde.
Forestillingen ”Syg Ungdom” foregår på det vi i dag kender som Transformator – den mindste scene tilhørende Aalborg Teater. Det er et lille, sort rum, der normalt står ret tomt og kulisseløst, men i denne anledning er der i sandhed foregået en transformation på Transformator. I ægte gammeldags klunkestil står hvide møbler omkranset af et netgardin, et gardin, som forestillingen igennem fungerer både som skillevæg fra scene til baglokale men også som en helhed, når lyssætningen tillader forestillingen at fortsætte bag gardinet. Scenografien, som er arrangeret af Simon Holk Witzansky, og lysdesignet, sat op af Ida Valsted Prag, fungerer helt optimalt og trækker forestillingen op på et niveau, som den måske ellers ikke ville have nået. Samtidig bliver det lille rum også meget større, når det på den måde udnyttes til fulde. Men det er stadig et lille rum …
… hvilket bringer mig videre til den gennemtrængende os af sex der gennemsyrer hele forestillingen. Hvor det vigtigste tema bør være kampen mod livet, borgerligheden og ikke mindst døden overskygger karakterernes ustyrlige sexlyst totalt det smukke i selvmordets ambivalens. Sex er vigtigt for forestillingen og ikke mindst forståelsen af disse menneskers kvaler, men i et lille rum som transformator, hvor man uanset hvor man sidder, er tæt på skuespillerne kommer det til at virke overdrevet, ugennemtænkt og i det hele taget bare en smule ulækkert.
Det kan være en smule svært at følge med i, hvad det egentlig er, der foregår på scenen, og hvori karakterernes problemer virkelig ligger, men forestillingen har dog sine øjeblikke. I sine absurde og surrealistiske scener kommer skuespillernes mangfoldighed for alvor til syne, og en utrolig smuk og på alle måde tankevækkende slutning, hvor Laura Kold i rollen som Maria virkelig viser, hvad hun kan, samler de løse tråde og efterlader publikum med forståelse, sympati og rent og skær ondt i hjertet.
De 7 unge skuespillere kommer alle fra Aalborg Teater, og de fleste af dem har ikke mange års erfaring bag sig. Alligevel viser de, hvorfor Aalborg Teater fortsat har succes, i en verden hvor vi bliver mere og mere teknologiske – de forstår at ansætte de folk, der skal bære teaterverdenen videre på deres skuldre, og det kan alle disse 7 unge mennesker – nogen til en vis grad mere end andre. Når ”Syg ungdom” til tider bliver forvirrende og forsvinder i retoriske argumenter for at begå selvmord eller ej er det skuespillernes evner og den fantasifulde scenografi der forhindrer dig i at falde i staver og i stedet hensætter dig til en følelse af, at der dog er noget ved den her forestilling der fænger og interesserer, selvom det – ligesom det er for de 7 med livet– er lidt af en kamp at få meningen frem.
Foto: Nils Krogh
Forestillingen spiller til den 2. december
