Det var til at mærke, at sæsonens fester og frokoster efterhånden har sat sit aftryk i den kulturelle undergrund i Aalborg, da der i lørdags var SOPA Saturday på Transformator. Med et spændende line-up af sjove navne fra det altid hippe Berlin, var der ellers lagt i ovnen til en spændende og alternativ aften på den udfordrende og provokerende Transformator-scene.
Bag SOPA gemmer sig Lars Kjær Dideriksen og hans Århus-baserede pladeselskab Sound of Perpetual Astonishment, der udgiver musik med kunstnere både fra Danmark og det store udland. Med sig til Aalborg havde SOPA taget to kunstnere, italiensk-berlineren Marzipan Marzipan og den britisk-israelske duo, Sister Chain & Brother John, der som Marzipan Marzipan opholder sig i det berlinske.
Transformators sofaer har været mere besat end lige netop til denne aften, hvis det skal siges pænt. Man kan måske sige, at det var det minimale kendskab til kunstnerne der gjorde, at besøgstallet ligeledes var minimalt. Man kan også fristes til at tænke, at det publikum der trækker fulde huse til torsdags-tricks måske ser deres snit til at lave noget andet end at besøge Transformator igen bare et par dage efter. I hvert fald var der plads til, at kunstnerne denne aften kunne folde sig helt ud i det lille teaterrum.
Der var noget charmerende og uimodståeligt over den stemningfulde engelske accent Marzipan Marzipan præsenterede sig selv og hendes set-up bestående mand og lille dreng. Med samples og legetøjsinstrumenter fik hun hurtigt spillet sig igang og bød endda på flere forskellige skøre fortolkninger af klassikere. Med sin legende tilgang til musikken var det en underholdende optræden der satte gang i den fest, der sagtens kunne have været meget større.
Sister Chain & Brother John er genremæssigt lidt i en anden boldgade end der hvor Marzipan Marzipan befinder sig. Akkompagneret af hård elektrisk guitar og bas blev der fremført fine små og skøre sange fra Sister Chain's skrøbelige stemme. En ret stor kontrast til Marzipan-delen af aftenen. I deres barok-udklædning og med en fængende teatralsk optræden blev der gået til stålet, selvom teknikken til tider satte låg på musikken.
SOPA og de medbragte band gjorde god figur denne lørdag aften på Transformator i det aalborgensiske. Grundlæggende kan man sige, at SOPA og Transformator deler samme ideologi om at skabe og give muligheder for undergrunden, og så er det hele ikke så slemt endda. Jeg håber i hvert fald ikke det er sidste gang der kommer et SOPA-arrangement kommer til byen.
Der er mere info på www.sopa.dk/sopanight og www.sopa.dk. Der er billeder fra aftenen her.