At improvisere er næppe let for hvem som helst, men så igen, en aften på Transformator torsdag aften er heller ikke i selskab med hvem som helst. Her til aften havde Martin Ringmose, Rasmus Hammerich og stationsforstander Jakob Engmann til opgave at tage impro-kunsten under kærlig behandling.

Hvilken opgave det var. Med et fuldstændig ukendt afsæt tog de tre skuespillere fat på en fiktiv og ganske uforståelig situation med samtaler omkring en turné med noget fitness-instruktion involveret. Uden at løfte sløret for noget som helst blev publikum taget med dybt ind i de tre personligheders sind og små spil, men stadig efterladt uforstående overfor hvad det egentlig var der foregik.

Som aftenen udviklede sig fulgte karaktererne med og der blev bygget en fuldstændig grotesk situation op hvor Martin afslører, at hans yngste søn faktisk tilhører Jakob, og at han faktisk har været klar over dette i alle de ni år barnet har været i verden. Jakob kan samtidig afsløre, at han også har vist det og han har haft en enorm trang til faktisk at være en del. Martins kone har selvfølgelig også været klar over det, men alle tre haft det som en usagt hemmelighed gennem alle disse år.

Vi bevæger os i mange gråzoner, hvor vi aldrig er helt klar over hvad der foregår, ej heller om skuespillerne selv er klar over det. Det usagte spiller en enorm rolle.

Måske er det det usagte, der virkelig gør improvisationskunsten til noget unikt. Vi bliver smidt ind i situationer vi intet aner om og taget med til situationer vi aldrig vil kunne forestille os. Jeg bøjer mig dybt i støvet endnu engang over hvad jeg har måtte lægge sjæl til på Transformator.

Tjek billeder fra Kamp! i vores billedgalleri.