Funk til folket

Mathies Brinkmann Jespersen - 14/2-10

Funk til folket

Af og til drysser det med magi på Studenterhuset. Af og til fanges helt unikke oplevelser. Af og til fanges en hype og et storslået arrangement bliver sat i søen. Af og til er det virkelig fedt at blive revet rundt i rødderne af håret.
 
For under en måned siden stod The Heavy på scenen hos David Letterman og spurgte "How are you doing NYC?" og i lørdags blev der så spurgt "How are you doing Aalborg?". Dét i sig selv er ikke noget man oplever hverdag i den iskolde og grå, danske forstad. Dét i sig selv var nok til at fylde salen godt og grundigt, skabe en fantastisk stemning og give bandet en rigtig god grund til at sparke gang i årets fest!
 
The Heavy-frontmanden Kelvin Swaby fremstod som en slags preacherman og en fremragende entertainer. Med publikum i sin hule hånd fra start, satte han et højt tempo og yder en umenneskelig indsats i fremførelsen af stortset alle numre. Det var til tider udmattende at iagttage hvordan Swaby svedende skreg og stønnede sig igennem en fornem setliste af ørehængere og hits.
 
Med masser af fed tråd og overlegen tromme-kontrol blev der spillet en sjov form for fusionsrock. Vi blev præsenteret for alt lige fra soul og funk over lidt hiphop igennem blues og ind i ren og skær rock til røvballerne. Selvom The Heavy kun har to albums på bagen (røvballerne, om man vil) var der intet problem med at brage igennem nummer på nummer på nummer (igen med røv-referencen, sorry). Hele der her hoppen frem og tilbage mellem genre gjorde det for mig som musikelsker til lidt af en prøvelse at prøve på at kategorisere hvad det egentlig var de havde gang i deroppe på scenen. Som oplevelse var der ingen tvivl om hvad det var for et indtryk bandet havde lyst til at efterlade hos mig. Det var rock on fra første til sidste minut, hvilket de eksekverede til perfektion. Det var masser energi, det var flirten med damerne i salen, det var bar overkrop og sved dryppende af kroppen. Det var et band klar på fest, det er helt fuldstændigt sikkert.
 
Rent musikalsk er The Heavy's musik ikke noget jeg vil sætte på for at nyde og studere, men noget der smides på hvis der skal skabes fest og farver. Med de lettilgængelige tekster og deres knald-på-agtige omgang med instrumenterne er The Heavy sådan en type musik man taktfast vil følge med såvel arme som ben. Det er en type musik der nedbryder alle genre-grænser og gør sig tilgængelig for de helt unge festaber med tolv Dansk Pilsner i blodet og den garvede rock-rotte der har sneget sig ud fra sit forstøvede Rolling Stones-lager. Det er musik der er så godt, at det er lige ved at blive for meget af det gode. Det spænder så vidt, at det er lige før det er umuligt at følge med, og var det ikke for den karismatiske forsanger Swaby, var jeg ikke sikker på, at The Heavy ville tiltage mig så meget, som det endte op med at gøre.
 
"How You Like Me Now?" er uundgåeligt The Heavy's bedste nummer, hvilket blandt andet er bakket op af føromtalte Letterman, samt en plads som soundtrack til en Superbowl-reklame og på soundtracket til den amerikanske, überpopulære serie Entourage. Der kan vist også med sikkerhed konkluderes, at mange lørdag aften på Studenterhuset blev trukket med helt ind i The Heavy-eurforien og står tilbage som erklærede fans.
 
Hvis The Heavy fortsætter dette godstogs-agtige indtag på den internationale musikscene, så ser det rigtig godt ud for de gæve briter. Tak for en fantastisk oplevelse, der sent vil blive glemt!
 
The Heavy spillede lørdag d. 12. februar på Studenterhuset.
 
Tjek billeder i vores billedgalleri.
 


Relaterede Artiker




Annonce


Annonce