3. stop fra Gug

Gitte Winneche - 4/4-08

3. stop fra Gug

Da impro-teatergruppen 3. stop fra Gug torsdag aften gik på scenen var Transformator fuldstændig fyldt til bristepunktet. Rundt regnet 100 mennesker havde fundet vej til Aalborg Teaters mindste scene for at kaste et blik på den populære gruppe, hvilket må være en rekord. Scenen, som i Transformators tilfælde bare er gulvet, skrumpede mere og mere, da folk, efter at have fyldt alle sofaer og gulvplads i mellem disse, var nødt til at sætte sig på det gulv, der plejer at være scene. Sidedøre blev åbnet, hvor folk kunne stå og kigge ind, og det var praktisk talt ikke til at røre en finger uden at komme til at støde ind i et andet menneske.

Faktummet, at stedet denne aften blev så fyldt, siger jo et og andet om 3. stop fra Gugs popularitet, omdømme og niveau. 3. stop fra Gug er en gruppe bestående af skuespillere på Aalborg Teater, men når de betræder det sorte gulv på Transformator, er det ikke almindeligt skuespil de præsterer. Det er improvisationer og humor der får en til at grine sin krop i stykker. Ud fra få ord fra publikum skaber de historier så mærkværdige og fuldstændig grinagtige, at man ikke kan andet end le.

Der bliver både sunget og danset som aftenen skrider frem, og publikum er ikke de eneste, der morer sig. Gruppens medlemmer selv må nogle gange tage sig selv i kraven for ikke at knække sammen af grin over sin medskuespillers påfund.

3. stop fra Gug er noget Aalborg længe har manglet, og jeg er ikke i tvivl om, at Transformator scenen hurtigt vil blive et alt for småt sted for gruppen. Det er billig humor og socialt samvær, og hvem bryder sig ikke om det? Pladsmanglen denne aften var da også det eneste, der generede, og jeg kan ikke forestille mig hvad folkene bag scenen vil gøre, når der uden tvivl dukker endnu flere mennesker op næste gang gruppen indtager scenen. Men samtidig vil brugen af et større sted højst sandsynligvis fjerne noget af magien, for stemningen i det lille rum med de mange spraglede sofaer og puder er noget helt specielt.

Medlemmerne i 3. stop fra Gug har et fint samspil hinanden i mellem, idet de også har hver deres kvaliteter og talenter i improteater. Nogen er stærkest i mimik, andre i fantasi og udfordringer. Jeg vil ikke ytre et ondt ord om 3. stop fra Gug, for de er noget af det sjoveste, jeg længe har oplevet, selv på en dårlig dag. Og improteater skal heldigvis heller ikke være hverken perfekt eller poleret – det skal bare være præcis som 3. stop fra Gug gør det.

Se flere billeder fra forestillingen i fotogalleriet.




Relaterede Artiker




Annonce


Annonce