anmeldelse

Voldeligt, larmende og fantastisk teater

Log ind

Nyeste kommentarer

work accident skrev om

Alice i eventyrland i 3D

The Supreme Court reversed the trial court's decision and held that this
employee can't succeed on either his reasons for action for bad faith pursuant to the
Texas Insurance Code or his DTPA factors behind action pursuant...

05/03/2018 - 04:22
Anonym skrev om

Magtfuld "Richard III"

17/02/2018 - 09:01

» Fuck. Det var fucking fedt. Fuck.

Skrevet:

fre 27. February kl. 00:30

Genre:

”Fuck” er måske ikke verdens pæneste ord, men det bliver alligevel brugt cirka 30 gange i minuttet i Aalborg Teaters frie bearbejdelse af Anthony Burgess’ roman ”A Clockwork Orange”, som ligeledes blev lavet på film i 1971. Instruktør Rolf Alme, den norske fjeldabe (for nu at bruge skuespillernes – og endda måske hans egne – ord) har endnu engang formået at skabe en fantastisk forestilling hvor der ingen fingre bliver lagt i mellem, hverken angående det hårde sprog eller den fysiske fremstilling.

”A Clockwork Orange” er en fremtidsroman om vold, sex og stoffer. Den handler om manden Alex, som Aalborg Teater har valgt at fremstille som ikke mindre end fem voldelige mænd – en idé der fungerer rigtig, rigtig godt. Det giver en fylde i stykket, som jeg ikke tror ville have været der hvis det var én mand der skulle fortælle hele historien. Det kan muligvis virke uinteressant at lave et stykke om noget som i dag egentlig er meget normalt – ikke acceptabelt – men normalt som en del af samfundet. Manden Alex stjæler, myrder og voldtager på livet løs, ind til han endelig ender i fængsel.

Umiddelbart kan det virke ganske makabert og ensformigt, men Rolf Alme har været velsignet med fem fantastiske skuespillere til rollen som Alex, som han har kunnet arbejde med på en helt ny måde. De fungerer fuldstændig som en enhed – deres bevægelser, handlinger og ikke mindst fantastiske mimik hænger sammen som aldrig før, og der er ikke nogen der på nogen måde skiller sig ud som den mindre gode skuespiller, ej heller som den bedste af de fem, hvilket også er grunden til at jeg ikke føler det er nødvendigt at fremhæve nogle navne her. Alle fem bidrager med hver deres utrolige evner og skaber en intimitet der fanger dig i et spindelvæv af ubehag og samtidig fascination.

Blandingen af musik (som både inkluderer numre fra The Who og Beethoven), fjernsynsbilleder og skuespil fungerer til fuld tilfredshed, og den konstante fart og handling og ikke mindst tilsynekomsten af mange forskellige supplerende roller, spillet af 3 lige så kompetente skuespillere som de unge mænd, gør at man aldrig keder sig. Der sker hele tiden noget på scenen, som i øvrigt endnu engang er udnyttet fantastisk med både bil, musikscene og rullebånd. Specielt rullebåndet bruges meget, og det virker fantastisk da forfatterens kone bliver skudt i fem udgaver af de fem mænd i stive positioner, rullende ind på scenen via rullebåndet.

Rolf Alme har formået at trække en slående humor frem i al volden, og ikke mindst har han sat hele dette voldelige scenarie ind i et helt exceptionelt perspektiv. A Clockwork Orange er jo egentlig en fremtidsroman, men det voldelige aspekt er ikke fremmed for os længere. Alligevel har Rolf Alme gjort det nyt og spændende idet han sætter det sammen med biologisk forskning og evolutionsteknikker. Mennesket ligner aben helt vildt genetisk, hvilket trækkes frem for at forklare Alex’s handlinger, og de små citater der engang i mellem dukker op på storskærmen på scenen sætter virkelig gang i tankerne omkring hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Vi er jo teknisk set lige så meget et dyr som en abe – et noget mere intelligent et af slagsen, ingen tvivl om det – men lever vi ikke efter de samme instinkter og fremgangsmåder? Det usagte spørgsmål larmer næsten ligeså meget som skyderiet og musikken, uden at Rolf Alme sætter sig op på en lidt for høj piedestal for at svare på det. Han leder bare vores tanker lidt på vej til en ny opfattelse af vores ellers fastsatte normer.

Der er mange ting man kan trække frem i A Clockwork Orange, hvilket jeg vil undlade. Jeg vil i stedet opfordre jer til at opleve dette fyrværkeri af følelser, larm, musik, humor, tanker og ikke mindst vold, og selv danne jer et overblik over hvad man kan få ud af sådan et stykke. Men en ting kan man sige med sikkerhed – aldrig har jeg oplevet en så stærk historie fortalt så usædvanligt rammende, hvor alt fra skuespil og udførelse til scenografi og lyd bare harmonerer fuldstændig til perfektion.

Foto: Nils Krogh

Skriv kommentar

The content of this field is kept private and will not be shown publicly.
  • Web page addresses and e-mail addresses turn into links automatically.
  • Allowed HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd>
  • Lines and paragraphs break automatically.

More information about formatting options

CAPTCHA
Dette spørgsmål tester hvorvidt du er et menneske og forhindrer automatisk indsendelse af spam.
Image CAPTCHA
Indtast tegnene som vises på billedet.