anmeldelse

Svartsot + Faanefjell + Sylvatica

Log ind

Nyeste kommentarer

November in 9000

Hello. that was perfect . Thank you from your site

07/09/2017 - 14:51
Anonym skrev om

Magtfuld "Richard III"

sfafsafsa

22/08/2017 - 10:02
AGeameTug skrev om

Magtfuld "Richard III"

bonjour, alors en premier lieu j’aimerais savoir a manière dont tomber enceinte au plus vite.. J’ai fréquemment des rapport mais je tombe pas enceinte.. Donc sa m’inquiète un peu quand même !

10/07/2017 - 02:02
Anonym skrev om

Magtfuld "Richard III"

j33

14/04/2017 - 09:30
Anonym skrev om

Magtfuld "Richard III"

14/04/2017 - 09:27

» Og landet ligger så øde hen

Skrevet:

Sun 27. November kl. 21:29

Skrevet af:
Fotograf:
Genre:

Aalborg var Svartsots sidste stop på efterårets plyndringstogt under Og landet ligger så øde hen-touren. Forinden viste Sylvatica og norsk/danske Faanefjell, at de også mestrer kunsten at smede viser om mjød, hor og andre gode, gamle nordiske dyder.  Aftenen var simpelthen lækker opvisning i tre forskellige måder at levere folk metal på. Folk metal har desværre ikke kendetegnet den danske metalscene på samme måde som i vores nordiske brødrelande, men Svartsot har nu på tre album bevist, at de kan levere et håndværk, der fortjener sammenligning med genrens største bands.

I kulissen er flere bands ved at gøre Svartsot kunsten efter. Sylvatica er at af dem, og med en flok stærke sange, bl.a. fra den seneste EP Mosemanden, slog de fast, at de på ingen måde er det tynde opvarmningsmjød. Sylvatica gør ikke brug af fløjter, sækkepiber eller andre instrumenter, men er i stedet helt guitardrevne. Det gør ikke noget, når de har så meget styr på hvordan man smeder fede og afvekslende riffs sammen, og samtidig ved, hvordan gode melodier, der oser af folkeviser, kan overføres til guitar. Bandet ved også, at folk metal naturligvis skal leveres i bar overkrop, og på den front har de også meget at være stolte af. Deres flotte, mælkehvide hud strålede i scenelyset, som den nu var trukket over nogle muskuløst markerede brystpartier.  Det æstetisk perfekte udgik især fra frontmand Jardén Schlesinger, hvis voluminøse og bølgende, røde hår indgik i en smuk harmoni med musikken. Fest på scenen kom der, da han annoncerede, at den sidste sang handlede om kællinger og hængepatter, hvorefter Svartsot væltede ind på scenen med havestole, som de ikke kunne finde ud af at sætte op, og øl, som de hjælpsomt hældte i ganerne på Sylvatica.

Faanefjell har ikke været med som support for Svartsot til de øvrige koncerter. Det var derfor kun Studenterhuset, der fik lov at opleve nordmændene, der har den danske brøletrold Benjamin Isar Jørgensen, aka. Syrtroll, i front. Lige fra start, hvor der blev lagt ud med ”Trollmarsj”, var det tydeligt, at Fanefjells repertoire er præget af norsk black metal som vi kender det. Debutalbummet Trollmarsj og dets hedenske black metal med symfoniske træk vidner om potentiale til noget meget større inden for genren. Desværre var der lidt lydproblemer, og så skal der ikke meget til før, at black metal vælter ud som en ond, norsk bjergvæg, der tromler publikum ned. Heldigvis var aftenens publikum mandhaftigt og hårdført, så ingen lod sig tydeligt mærke af det. En af de sweaterklædte nordmand bad om at få justeret lyden, hvortilSyrtroll hjælpsomt tilføjede, at ’det, han siger, er, at han gerne vil have mere bacon på scenen, for det har de ikke så meget af i Norge’. Senere blev et simpelt ’skål!’ naturligvis oversat til ’mere bacon!’ af Syrtroll. Han gjorde i øvrigt mest ud af trolde-looket, og jeg brugte nogen tid på at spekulere over, om hans omfangsrige kropsbehåring mon var ægte troldebehåring, eller blot påklistret til lejligheden. Festlig black metal på sange som ”Drikkevise i Jotunheimen” og ”Hedningens time” holdt dampen oppe på trods af lejlighedsvise lydproblemer.

Noget af det fineste kultur, der nogensinde er kommet ud af Randers, meldte sig på scenen efterfølgende. Svartsot blev modtaget med stor jubel, og bandet formåede uden tvivl at leve op til den forventningens glæde. Med fem andre på scenen, der hver især brøler uforståeligt, laver tung guitarstøj eller leverer tempofyldte rytmer er det imponerende, at den sjette mand, Hans Jørgen, formår at skære igennem, uanset om han spiller fløjte, sækkepibe eller akustisk. Svartsots styrke hviler især på, at det ikke er nødvendigt for de andre instrumenter at liste omkring Hans-Jørgen, for at undgå, at han drukner i lydbilledet, som det desværre sker for så mange andre bands. Aalborg mente det, da man klappede Svartsot tilbage til ekstranumre. Overraskende nok viste det sig, at Lars Lilholts grydebasker befandt sig blandt publikum, og Svartsot var ikke sen til at udnytte lejligheden til at få manden op på scenen til en trommesolo, der ikke stod tilbage for mange metaltrommeslagere, ligesom han jammede med på et halvt nummer.  ”Tvende Ravne” fra deres efter min mening bedste plade, Ravnenes Saga, sluttede af, hvorefter guitarist Uffe Dons Pedersen prompte smadrede sin 7-strengede guitar.  Svartsot praler meget af, at de altid efterlader et spor af forældreløse og bastarder efter sig hvor end de spiller.  Jeg tror ikke, at vi helt nåede de succesfulde højder for vikingebøvet, hedensk livsudfoldelse, men mindre kan gøre det. Musikken levede op til sit potentiale live, og det siger ikke så lidt.

METALIZED MAGAZINE / www.metalized.dk

 

Skriv kommentar

The content of this field is kept private and will not be shown publicly.
  • Web page addresses and e-mail addresses turn into links automatically.
  • Allowed HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd>
  • Lines and paragraphs break automatically.

More information about formatting options

CAPTCHA
Dette spørgsmål tester hvorvidt du er et menneske og forhindrer automatisk indsendelse af spam.
Image CAPTCHA
Indtast tegnene som vises på billedet.