anmeldelse

Dans efter min pibe - Scratch

Log ind

Nyeste kommentarer

work accident skrev om

Alice i eventyrland i 3D

The Supreme Court reversed the trial court's decision and held that this
employee can't succeed on either his reasons for action for bad faith pursuant to the
Texas Insurance Code or his DTPA factors behind action pursuant...

05/03/2018 - 04:22
Anonym skrev om

Magtfuld "Richard III"

17/02/2018 - 09:01
Skrevet:

Thu 10. januar kl. 13:30

Genre:

Aalborg Teater har fået en lille. En pangfarvet nevø, som de kalder for Transformator. For de som ikke har været forbi teatret for nyligt kan det siges, at de har åbnet en dør ud til Jernbanegade, som ellers aldrig bruges til noget og oppe på anden sal har de indrettet en lille - ja en lille kulturklub om man vil kalde det - hvor de falbyder forskellige små kulturelle lunser for en lille 20'er per oplevelse. Med deres egne ord er det sted til at få afløb for overskydende kunstnerisk ambition. De siger ikke selv, at det specielt er målrettet et yngre publikum end Aalborg Teaters gennemsnitlige, men det tør jeg godt tolke ud af alle indtryk og sige, at det er.
Efter en tur op ad trappen indhyllet i pangfarvet rørlys træder jeg ind i den kulsorte sal. Her er et hvidt filmlærred på væggen, et stort sort gulv og sorte lægter i to niveauer. Møblementet er tilstræbt retrosmart. På lægterne står en broget park af uens genbrugssofaer, lige fra firkantede i læder til bløde bedstefarsofaer. I loftet hænger to slags 70'er-lamper og giver et varmt lys fra svage glødepærer.
Aftenens tema er hip-hop og en dj varmer salen op fra sit hjørne, hvor han spiller op med sit transportable anlæg. Der er cirka 12 sofaer med plads til cirka 3 i hver. En lile tredjedel af pladserne er fyldt op. I tråd med aftenens tema er hovedretten en amerikansk hip-hop dokumentar i spillefilmslængde, filmen Scratch af Doug Pray fra 2001, som vises på salens filmlærred. Uden danske undertekster. Filmen dokumenterer fænomenet og miljøet omkring hip hop-scenens dj-kunst, såkaldt turntablism, som kort sagt handler om at vride de mest fantastiske lyde ud af gamle grammofonplader og hvor det obligatoriske instrument er en pult med to pladespillere og en mikser. Det er ikke som sådan en dokumentar baseret på hårdkerne fakta. Filmens instruktør mingler sig rundt i miljøet i USA, hvor han møder udøverne, lige fra legenderne til nogle af de yngste skud og lader dem fortælle historien. Scenens historie fortælles som personlige anekdoter fra nogle af scenens legender som Afrika Bambaataa, Grand Mixer DXT og Jazzy Jay. Filmen er et inferno af scratch-lyde, så selv den største fan bliver mæt og med groteske mængder af gamle plader som baggrundsbilleder. Vi får forhistorien, udviklingen, teknikkerne og principperne. Mon der overhovedet var noget, den film ikke fik med? Det er en film, som skummer over af fascination for det miljø, som den handler om. Og film som den her har det med at støde folk fra sig, som ikke i forvejen er dybt dedikerede. Det er jeg ikke. Tilsigtet eller ej så er filmen stærkt målgruppetiltænkt de, som i forvejen er nede med kulturen (som det vist hedder på hip-hop dansk). Og jeg tror kun, at filmen delvis fænger nye fans. For en halvvejs ignorant som undertegnede er filmen interessant i korte glimt, men man trættes hurtigt over det tærsken langhalm på firurligheder, som kun fanatiske fejnsmækkere finder spiselige, men som de helt sikkert fryder sig over at dvæle ved og kunne gøre i en evighed. Jeg kender det fra mig selv, når jeg ser film om noget, jeg selv brænder for.
Vi er et lille dusin, som ser filmen. Mod filmens sidste tredjedel kommer endnu et lille halvt dusin ind i salen og sætter sig på bagerste række. De støjer lidt, og de forstyrrer min koncentration om filmen, mens de sludrer med hinanden og udbryder i fjollede lyde til det, de ser på lærredet. Da filmen er slut er Transformator som forvandlet til en social hyggeklub.Uden for salen sidder nogle stykker, som ikke har set filmen og de slutter sig til hyggen. Der er Tuborg-øl på flaske i en automat for kun 10 kroner, men automaten virker ikke, så personalet ekspediere publikum personligt for en aftens undtagelse. Der er gratis kage, en billig citronmåne og en mazarintærte fra discountbutik står klar til selvbetjening ved siden af en bunke grønne servietter på et lille bord. Det ligner missionsforeningen nede på hjørnet, måske bortset fra øllet.
Aftenens dj er tilbage på sin plads og spiller op for hyggen igen og sådan slutter den ring. Alt i alt en hyggelig kulturel luns for en meget ringe pris. For en sjælden gangs skyld et sted, hvor man har råd til at være fattig, mens man beriger sig lidt i ånden. Filmen denne aften var ikke helt mig, men jeg skal helt sikkert holde øje med deres alsidige program på deres hjemmeside fremover, hvor der loves koncerter, teater og bankospil blandt herlighederne. Og den anbefaling kan jeg kun give varmt videre. Smut forbi Jernbanegade en aften og kig efter det pangfarvede lysskilt.
Skrevet af David Wedege

Skriv kommentar

The content of this field is kept private and will not be shown publicly.
  • Web page addresses and e-mail addresses turn into links automatically.
  • Allowed HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd>
  • Lines and paragraphs break automatically.

More information about formatting options

CAPTCHA
Dette spørgsmål tester hvorvidt du er et menneske og forhindrer automatisk indsendelse af spam.
Image CAPTCHA
Indtast tegnene som vises på billedet.