Cool it
Log ind
Da jeg trådte ind i Kedelhallen, i Nordkraft, for at bevæge mod Biffen, gik jeg som sædvanlig forbi rækken af filmplakater. På plakaten til aftenens Doxbio film, Cool it, hvorpå der er et billede af Bjørn Lomborg, havde en person valgt at skrive et ukvemsord.
Der er ingen tvivl om, at Bjørn Lomborg stadig er en kontroversiel person. Selv var jeg dog i tvivl om, hvad jeg skulle mene om ham. Medierne har brugt mere tid på at lade andre fortælle og fortolke
Bjørn Lomborgs ideér, end ham selv.
Klassisk dokumentar
Cool It er en klassisk dokumentarfilm. I den første halvdel af filmen lærer vi Bjørn Lomborg nærmere at kende. Hans barndom, hvorfor han blev vegetar, medlem af Greenpeace, og hvad der fik ham til at revurdere sit syn på miljøet. Vi er endda med på besøg på alderdomshjemmet, hvor hans alzheimer-ramte mor bor. Historien om, Copenhagen Consensus, hvordan det føles at blive udnævnt til en af de magtfuldeste mænd i verden og erklæret videnskabelig uredelig, bliver genfortalt.
Forklarer og forsvarer
Den anden halvdel af filmen fungerer som en forelæsning, hvor Bjørn Lomborg forklarer og forsvarer sine synspunkter. Bjørn Lomborg anerkender den globale opvarmning (hvilket mange ikke tror), men han mener, at der er mange alternative måder at løse problemet på. Og det er her filmen bliver rigtig interessant. Bjørn Lomborg prøver at modbevise påstande fra Al Gores film An inconvenient truth, og underbygger dem med besøg hos forskellige videnskabsmænd. De fremviser deres projekter og forskning: Alger, der renser vand, vandkanoner, som skaber skyer, bølgekraft og hvidmaling af storbyernes tage. Nogle idéer virker lidt for fantastiske, andre meget logiske og realiserbare.
Eftertanke
Denne anmeldelse er ikke et forsvar for Bjørn Lomborg. Jeg forlod dog biografen en smule skamfuld, og lod det være en påmindelse om, at der altid er to sider af en sag. Det er derfor en kraftig opfordring til at se filmen, ikke mindst til den person, som har skrevet på plakaten.