anmeldelse

Allan Olsen på Skråen

Log ind

Nyeste kommentarer

work accident skrev om

Alice i eventyrland i 3D

The Supreme Court reversed the trial court's decision and held that this
employee can't succeed on either his reasons for action for bad faith pursuant to the
Texas Insurance Code or his DTPA factors behind action pursuant...

05/03/2018 - 04:22
Anonym skrev om

Magtfuld "Richard III"

17/02/2018 - 09:01
Skrevet:

fre 11. januar kl. 00:30

Genre:

Når man har spillet spillesteder af denne størrelse i snart 20 år bliver man nødt til at gøre noget, for endelig ikke at blive sin egen parodi. Sikkert for at gøre sig mere spændende, fejrede de sidste ekstranummer, Lesotho Gonzo fra albummet Jern, med at kokse ud i ren heavy metal og endte således med at lyde som en parodi på Mötley Crüe. En parodi på sig selv eller Mötley Crüe, jeg ved ikke hvad der er værst.
Før sidste ekstra nummer, altså under hele koncerten, var der heller intet, der gjorde dette til en ekstraordinær god Allan Olsen-koncert. Men selv en middelmådig Olsen er værd at komme efter. Han har 8 albums i bagkataloget og hans dårligste plade, hvilken det så er, vil jeg mene, er bedre end middelmådig. De poetiske guldkorn rasler ned fra scenen og man undgår ikke at blive snydt for favoritsange, for han har simpelthen skrevet for mange af dem.
Denne aften med pladeaktuelle Allan Olsen bød på lidt fra den nye og flest fra de gamle. Med på scenen havde han en stangrutineret besætning bestående af guitarist Per Christian Frost (eks-Gnags), bassist Willi Jönsson (eks-Gas), trommeslager Michael Friis samt den svenske guitarist Perry Strenbäck. En trup som Dylan snildt ville have godtaget som backing på sin Never Ending Tour. Bortset fra det udkoksede ekstranummer, spillede de jævnt godt. Og så lige versionen af Rødt Jern fra pladen af det halve navn (altså Jern), som døde i et vinterforkølet funk-eksperiment. Bedst var bandet, når det holdt sig i baggrunden. Jeg synes helst det skal passe sit backingjob og ikke stjæle showet. Og slet ikke forsøge at pudse facaden på Allan Olsens præstation. Meget var som sædvanligt. Som Olsen selv sagde i et mellemlæg om Skråens publikum: "ja jeg behøver ikke engang sige det til jer igen, I ved allerede hvad jeg vil fortælle jer."
Der var kendinge som Balladen Om Rosa, I Svedremmens Ånd, Op Til Alaska, Lun Luft Over Danmark, Frie Mænd, Rolig Rolex og Aston Martin '66. Nogle mere sædvanlige end andre. Fra den nye skive kom Alfa Konsensus og som a capella Lille Gråspurv. Åbningen på koncerten var den akustiske solosang Ballade Om Smutti fra Sange For Rygere. Som temmelig ofte før brugte han sangen Streger Af Slim til at fejre sig selv som guitarist ved at slide sin western guitar op ad mikrofonstativet til en grænsepsykedelisk lydudladning. Den var rent hjemme som den har været det mange gange, og lige så ofte det er oplevet før, lige så behersket var publikums reaktion denne gang. Altså meget - altså behersket. Selve sangen handler om en meget indigneret førsteperson, der lover bål og brand (med Olsens ord: hep, respekt og militærgevær) til en nattelivspusher, som bedøver en pige ihjel med stoffer. Det er svært at tyde, om Olsen identificerer sig med førstepersonen i den fortælling, men jeg tror det ikke, siden at han fejrede nummeret ved at tænde sig en smøg. I så fald burde han snedke tobaksindustrien en smædevise for deres dødbringende virksomhed, for den industri er da virkelig til at blive indigneret over. Det går nemlig slet ikke, når Olsen direkte moraliserer. Det reducerer ham bare til patetisk læserbrevskværulant med pisse dårlige argumenter. Men heldigvis gør han det sjældent.
Protestsangen Roser Og Violer Blå fra den nye plade Multo Importante, hvor han sammenligner landets regering med et lusket og fejt spillende fodboldhold, ja den bliver ulideligt selvhøjtidelig, ikke mindst når han iscenesætter sig i situationen med verselinjer som "massakren på banen skal virkelig være slem før en halvgammel kyniker som mig træder frem." Og når han i ramme alvor vælger at synge den så kort tid efter et (for ham) tabt folketingsvalg, bliver han nødvendigvis selv den dårlige taber på fodboldbanen, når han i en linje synger: "for jeg håber I blir husket næste gang der vælges hold."
Lidt solo, men mest med band. Mange kendinge, en smule nyt. Og hvis noget lyder for brugt, kan man bruge Dylan-tricket med at synge det lidt anderledes. Yes, det er den gamle opskrift. Og det var netop de fornyende indslag, som faldt til jorden, og så er koncerten substantielt oplevet før. Det her blev aldrig super ophidsende, det nærmede sig Olsens bundniveau, men Olsens bundniveau er retfærdighedsvis også noget højt. Opvarmning var der. Fra et varmt land kom slideguitarist og bluesbaseret folkesanger, togolseren Alain Apaloo og opvarmede salen med sit orkanagtige guitarspil og sejt klingende slidespil og med sin lyd fyldte alene så meget, at et orkester til herligheden havde været helt overskueligt.
Skrevet af David Wedege

Skriv kommentar

The content of this field is kept private and will not be shown publicly.
  • Web page addresses and e-mail addresses turn into links automatically.
  • Allowed HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd>
  • Lines and paragraphs break automatically.

More information about formatting options

CAPTCHA
Dette spørgsmål tester hvorvidt du er et menneske og forhindrer automatisk indsendelse af spam.
Image CAPTCHA
Indtast tegnene som vises på billedet.